Skip til primært indhold

Ny test sparer højgravide for enorme mængder penicillin

11.000 fødende kvinder i Danmark får årligt flydende penicillin mod streptokokbakterier, men en ny testmetode udviklet på Kolding Sygehus kan reducere tallet til cirka 2.000 kvinder om året. Det svarer til et fald fra godt 18 til 4 procent af alle fødsler.

Fra marts måned tager Kolding Sygehus en helt ny DNA-testmetode i brug som et af de første steder i verden. Testen skal finde gruppe B streptokokker hos fødende kvinder, og det vil medføre et markant fald i brugen af penicillin til fødende kvinder samt give dem langt færre bekymringer i forbindelse med fødslen.

- Jeg har hørt om smitten, da min nevø blev meget syg efter fødslen på grund af streptokokker, siger Sanne Agersnap, der den 13. januar blev mor til Elton på Kolding Sygehus.

Farlig sygdom, som næsten ingen børn får

Hos godt 18 procent af alle gravide kvinder i Danmark risikerer den ellers glade tid i forbindelse med fødslen at blive forvandlet til en periode med frygt og uro. Det sker, hvis de får at vide, at de muligvis er smittet med den såkaldte gruppe B streptokok, som de i værste fald kan give videre til deres barn.

Bliver barnet sygt af smitten, er der overvejende sandsynlighed for, at barnet får blodforgiftning, lungebetændelse, meningitis eller måske ligefrem dør.

Derfor behandler lægerne hvert år godt 18 procent af alle fødende kvinder med flydende penicillin for at slå bakterien ihjel. Men der er tale om en overbehandling, som ikke gavner nogen.

- Det betyder, at alle kvinderne og deres familier bliver meget bekymrede over noget, der ikke er grund til at bekymre sig om, forklarer overlæge Mohammed Khalil fra Kolding Sygehus.

Sanne Agersnap er umiddelbart glad for, at hun ikke selv behøvede at få penicillin direkte sprøjtet ind i kroppen i forbindelse med fødslen.

- Det er bestemt ikke optimalt, at så mange kvinder skal have penicillin i forbindelse med fødslen, hvis det kan undgås, vurderer den nybagte mor.

Men hun kan også godt forstå, at lægerne hidtil har valgt at overbehandle:

- Hvis alternativet er syge børn, kan jeg godt forstå, at de må give penicillin til så mange, siger Sanne Agersnap.

Ny DNA-testmetode

I dag behandler lægerne kvinderne med penicillin ud fra mistanker om, at en kvinde muligvis kan være smittet.

- Hos kvinden er der fem risikofaktorer, der gør, at de nyfødte børn er i højere risiko for at udvikle sygdom efter fødslen. Hvis kvinden udviser blot én af dem før eller under fødslen, får de straks flydende penicillin sprøjtet direkte ind i deres blodårer, siger Mohammed Khalil.

Tidligere studier har vist, at op mod 30 procent af danske gravide kvinder er bærere af gruppe B streptokokker, men kun i fire ud af ti tusinde fødsler bliver det nyfødte barn sygt. Derfor gælder det om at finde de kvinder, som faktisk kan give smitten til deres børn, og det er præcis det, lægerne i Kolding kan med den nye metode.

- Vi kan tage en lille prøve fra skeden og endetarmen og sende den til en ny og hurtig analysemaskine, som er placeret på fødegangen og bliver betjent af jordemødrene. Hvis testen ikke viser bakterier, får patienten ikke penicillin, uddyber overlægen.

Der er tale om en ny testmetode, som kopierer DNA’et i prøven flere millioner gange, så det er muligt at registrere bakterierne, selv om mængden er meget lille. Det tager under en time at få testresultatet, og dermed kan en eventuel penicillinbehandling sagtens nås, mens fødslen er i gang.

Sanne Agersnap fik ikke selv penicillin i forbindelse med fødslen af Elton, men hun er glad for, at der nu er udviklet en ny test.

- Jeg vil klart foretrække at blive testet frem for blot at få penicillin uden at være syg, siger hun.

Det er kun de kvinder, der i løbet af graviditeten eller under fødslen får eller udvikler en eller flere risikofaktorer, lægerne undersøger for bakterierne.

Mange er i risikogruppen

I dag udløser det helt automatisk behandling med flydende penicillin, hvis man som kvinde har en af fem risikofaktorer:

  • Født et barn tidligere, hvor barnet blev sygt.
  • Positiv urin dyrkning for gruppe B streptokokker i løbet af graviditeten.
  • Fødsel mere end fem uger for tidligt.
  • Langvarig vandafgang.
  • Feber over 38 grader i forbindelse med fødslen.

I alt har godt 18 procent af alle fødende kvinder en af de fem risikofaktorer, men af dem er det under 23 procent, der rent faktisk er smittede. Derudover skal smitten være i skeden, før den kan blive givet videre til barnet. Derfor er der ikke ret mange smittede børn i Danmark om året.
Men fordi flere børn enten bliver alvorligt syge eller dør, har lægerne indtil nu givet penicillin ved selv den mindste mistanke.

Bakterien forekommer i skeden og ved endetarmen, men den kan godt være lumsk, fordi en positiv dyrkning den ene dag kan være negativ et par uger senere. Derfor har lægerne længe savnet en metode til at finde bakterien hos de fødende kvinder, så lægerne kun behøver at behandle de kvinder, der både har risikofaktorer og er smittede med bakterien. Det er en modsætning i forhold til i dag, hvor alle bliver behandlet, hvis de har en risikofaktor.

Mange ulemper ved penicillin

Primært vil lægerne gerne undgå bekymringer hos de fødende, men der er også andre ulemper ved at bruge for megen penicillin:

- Hver eneste gang vi giver penicillin, påvirker vi bakteriesammensætningen i tarmsystemet hos moderen og hos barnet, og derudover kan der ske ændringer i bakteriesammensætningen i moderens skede. Det giver en øget risiko for, at andre bakterier pludseligt bliver farlige, da den naturlige balance bliver forstyrret, siger Mohammed Khalil.

Dertil kommer, at lægerne generelt er forsigtige med at give penicillin, da flere og flere bakterier bliver resistente overfor behandlingerne.

Det sker cirka 24 gange om året i Danmark, at børn er truet på livet efter en gruppe B streptokokinfektion i forbindelse med deres fødsel.

APPFWU02V